I Børnehuset Frederiksvej er vores vision for måltidet, at det skal være et læringsrum med plads til nysgerrighed, og plads til at være undersøgende.
Som udgangspunkt er den mad børn får i løbet af dagen, sammensat så den dækker børnenes behov, samt at der er gjort overvejelser omkring sanseoplevelser, syns og smagsmæssigt, æstetiske overvejelser, og på hvordan maden serveres.
Derudover er der fra køkkenets side gjort overvejelser omkring at præsentere børnene for forskellig mad oplevelser, dvs. krydret mad, asiatisk, afrikansk, dansk, mm.
Vi spiser også tit mad fra bål.
Køkkenet bestræber sig på at være så økologiske i deres madvarer som overhovedet muligt - pt. ca. 90 %.

Vi vil give børnene mulighed for selv at smage mad til med sødt salt surt når det passer, ved at give soja, citron sursød sovs, ketchup mm med på stuerne, som børnene selv kan vælge til og fra.
Vi ønsker at skabe et læringsrum i fællesskabet omkring maden, hvor børnene har lyst og mulighed for at være nysgerrige.
Vi skaber et læringsrum omkring maden, ved at være opmærksomme på rammen; hvordan vi går til bordet, venter, dækker bord.
Køkkenet serverer et fad med rugbrød, som supplement til hovedmåltidet. Det er ikke tænkt som et alternativ, hvis man ikke kan lide maden, men for alle der har lyst, før, under og efter hovedretten. Vuggestuerne får også grøntsager op som kan spises mens man venter på, at maden køler af.
Når vi får maden op på stuerne, får vi billeder af råvarerne, så børnene kan se, og vi i fællesskab kan samtale omkring maden, hvad den indeholder, hvor råvarerne kommer fra, ser ud, og hvordan de smager.
Tanker omkring maden.
Vi serverer så vidt det er mulig økologisk mad, ml 80-90 %
Vi har varieret mad, både i oprindelse og konsistent, har suppedag, smør selv dag, vegetardag, fisk, og køddag.
Vi har både mad, der er splittet op i f.eks. pasta, sovs, og grønt, og mad, der er blandet sammen, så vi præsenterer begge dele. Det er et økonomisk valg, men ved at have begge dele tilgodeser vi også børnenes behov for at have maden delt.
Vi vil i løbet af året forsøge at lave mad ude på bålet med børnehavebørn, og vil gerne invitere børnene ind i madlavningen, f.eks. ved at invitere dem til at skrælle gulerødder og kartofler mm.
Børnehaven inviterer også tit vuggestuebørn med til bål.
Vi er opmærksomme på at give børnene mulighed for at vælge ved selv at være en del af måltidet, ved at spise samme mad, ved at tilbyde, være nysgerrige selv – og ved at spørge ind til smage, navn, lege, gættelege mm.
Personalets rolle ved bordet er at være nysgerrige, at skabe dialog, nærvær og ro, så måltidet bliver et fællesskab, som børnene har lyst til at deltage i, og et fællesskab, hvor barnets grænser respekteres og hvor vi opfordrer til at prøve nye ting, men ikke presser.
Vi øver børnenes selvstændighed ved at lade børne dække bord, hælde og øse op selv, efter evne, ved at lade børnene selv smøre og sende fade og skåle rundt.
Vi er opmærksomme på den mængde mad børnene spiser. Alle har ret til at spise sig mæt, men vi er som personale med til at støtte dem, der spiser langsomt, til at spise til de er mætte, og ikke blive forstyrret af andre børn, som er færdige. På samme måde skal vi også støtte børn, der spiser hurtigt, til at holde en pause, og mærke efter om de er mere sultne.
Vi skriver på Aula, og på vores fysiske tavle i huset menuen for hele ugen, hvilket giver forældrene indblik i, hvad vi spiser. Derudover har vi en mappe med opskrifter stående i reolen i cafeen, fordi vi har mange, der efterspørger at lave husets mad hjemme.